Skal du opereres i fuld bedøvelse her på Lift Clinic, men er i tvivl om, hvordan det forløber på operationsdagen? Så læs med her i blogindlægget, hvor vi guider dig gennem operationsdagen.
Ca. 1 uge inden din operation vil du modtage en e-mail med dit mødetidspunkt og nyttige informationer. Du skal faste inden din operation i fuld bedøvelse, hvilket du også vil modtage information omkring.
Du skal faste fra kl. 00.00 natten inden din operationsdag. Det vil sige, at du ikke må spise, drikke, ryge eller tygge tyggegummi. Vi anbefaler, at du drikker 1-2 glas tynd saft eller vand indtil 2 timer, før du skal møde på klinikken. 2 timer inden må du intet indtage.
Morgenen for din operation
På operationsdagen er det vigtigt, at du tager et brusebad med grundig sæbevask af ansigt, krop og hår for at minimere risikoen for infektion. Du bedes desuden følge nedenstående punkter.
- Undlad parfume
- Klæd dig i behageligt tøj
- Fjern make-up, piercinger og smykker
- Undlad lotion i det behandlede område
- Undgå at bruge deodorant hvis du skal have en brystoperation
- Du skal tage din vanlige medicin, medmindre andet er aftalt med klinikken
Når du møder ind på klinikken
Når du ankommer til klinikken, vil du blive taget godt imod af vores sekretærer.
Du vil herefter komme ind på en af vores opvågningsstuer. Her vil en specialuddannet sygeplejerske informere dig om forløbet, give dig forebyggende smertestillende medicin samt et armbånd med dit navn og CPR-nummer på. Du vil tilmed få en blød morgenkåbe, som du kan trække i.
Du vil derefter blive tilset af din plastikkirurg, som vil lave de fornødne optegninger og tage førbilleder. Har du spørgsmål til din operation, så får du også her mulighed for at stille dem.
Når operationsstuen melder klar, så kommer du ind operationsstuen, hvor du vil få en kort snak med anæstesilægen. Du vil derefter få lagt drop og blive lagt i fuld bedøvelse, hvorefter operationen vil blive foretaget. Operationens varighed afhænger af, hvilken operation der er tale om.
Når operationen er veloverstået
Når din operation er overstået, vil du blive kørt ind på en af vores opvågningsstuer. Her vil vores specialuddannet personale tage sig godt af dig, servere en lækker frokost og informere dig om det videre forløb.
Man vil som oftest være klar til at tage hjem ca. 2-3 timer efter en kosmetisk operation i fuld bedøvelse. Du kan ikke selv køre bil efter operationen, så tag gerne en ledsager med, der kan køre dig hjem. Ellers bestiller vi en taxa til dig.
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at nogen kan være hos dig de første 24 timer efter din operation.
Er der tale om større kosmetiske operationer som mommy makeovers, ansigtsløft og større maveplastikker, så skal du overnatte på klinikken. Dette informeres du om til forundersøgelsen. Skal du efter aftale overnatte på klinikken, så vil du være klar til at tage hjem morgenen efter.
Når du er klar til at tage hjem
Når du er klar til at tage hjem, vil du få en tote bag med. I den finder du smertestillende medicin til de første par dage og en patientvejledning, der guider dig i tiden efter din operation.
Senere på dagen for din operation i fuld bedøvelse vil vi kontakte dig for at sikre, at du har det godt. Du har her mulighed for at få besvaret eventuelle spørgsmål.
Det er utrolig vigtigt for os, at vores patienter føler sig trygge gennem hele deres forløb hos os. Både før, under og efter deres operation.
Du er derfor altid velkommen til at kontakte os efter din operation, hvis der opstår tvivl, spørgsmål eller bekymringer – eller hvis du ønsker en ekstra kontrol, som altid er uden beregning.