Bivirkninger til IPL behandlinger er oftest få og forbigående. Selve behandlingen kan være ubehagelig og vil oftest føles som en varm, prikkende fornemmelse i huden og efterfølgende en brændende fornemmelse.
Almindelige bivirkninger i efterforløbet vil være rødme og hævelse, som vil øges med antallet af forandringer, der behandles på én gang. Fælles er, at det vil fortage sig i løbet af timer til få dage. Herudover kan huden føles, som var den solskoldet i nogle timer efter behandlingen.
Huden i det behandlede område vil efter behandlingen være mere modtagelig for sollys, og det er derfor vigtigt, at du bruger solcreme med høj faktor (SPF50+) dagligt.
Sjældne bivirkninger kan være forbrænding med væskende forandringer og sår efter behandlingen. I de sværeste tilfælde kan der som følge heraf opstå̊ blivende arvæv – dette er dog yderst sjældent.
Der kan forekomme pigmentforstyrrelser i de behandlede områder, så områderne bliver lysere eller mørkere end den omgivende hud. Denne risiko er størst, hvis man i forvejen er mørk i huden, har fået sol eller har pigmentskjolder af typen melasma. Forandringerne er vanskelige at behandle, men vil oftest normaliseres igen i løbet af måneder til år.